”Big Society” på dansk? (leder)

Moderne velfærdsstater har behov for at udvikle nye måder til at interagere med borgerne, og for tiden peges på ”samproduktion” som en vej til bedre kvalitet i den offentlige service. Tanken er, at den offentlige sektor og borgerne i fælleskab står for planlægning og levering af serviceydelser. Artiklen på side 6 diskuterer perspektiverne.

I Storbritannien har Cameron-regeringen i 2010 søsat en række initiativer under overskriften ”Big Society”, der skal nytænke den offentlige sektors rolle og understøtte private initiativer fra borgerne. Nøgleelementerne er, at man vil overføre magt fra centrale til lokale myndigheder og styrke det frivillige arbejde i velgørende og almennyttige fonde og foreninger.

For eksempel er man i Windsor and Maidenhead ved at etablere en ”CareBank”, som kan formidle kontakt mellem frivillige og folk, som har behov for at få løst plejeopgaver. Tilsvarende er det nu frivillige, som står for driften af ”The Guildhall Museum” i Windsor.

Man kan vælge at se Big Society som et stort spareprojekt i en attraktiv indpakning, hvor hovedformålet er at skære i det offentliges aktiviteter og overlade en række af opgaverne til borgerne selv. Og man skal nok heller ikke underkende betydningen af den økonomiske krise og befolkningsaldringen i denne forbindelse.

Men man kan også vælge at se Big Society som en mulighed for fundamentalt at nytænke de måder, vi inddrager borgerne på. Samproduktion kan være en vej til at skabe dialog om indhold og kvalitet i ydelserne og til at involvere og engagere borgerne. Det kan desuden føre til nye innovative løsninger, der udvikles sammen med brugerne.

Danmark er selvfølgelig meget forskellig fra Storbritannien. For eksempel spiller familie og velgørende foreninger en større rolle i forhold til sociale opgaver derovre. Danmark har også en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder. Så spørgsmålet er, om grundlaget overhovedet er til stede hos os. Hvem er det lige, der skal lave det frivillige arbejde? Og hvad vil brugerne sige? Måske foretrækker danskerne, at tingene leveres fra en offentlig instans, der kan sikre kontinuitet, professionalisme og faglighed?

Svarene på disse spørgsmål er ikke entydige. Allerede i dag er hver tredje voksne dansker engageret i frivilligt arbejde. Og lige så mange giver udtryk for, at de gerne ville udføre frivilligt arbejde, selv om de ikke er aktive i dag. De fleste af de frivillige er aktive i foreninger og i bestyrelsesarbejde. Men vi kender også til velfungerende borgernære sociale aktiviteter, som fx besøgsvenner, lektiecafeer, natteravne, hjemløsecafeer og telefonlinjer, der rådgiver udsatte grupper. Potentialet er der.

I debatten er det vigtigt at holde fast i, at de frivillige kan noget andet end det offentlige. Borgerne kan føle sig mere ligeværdige og fortrolige i forholdet til en frivillig. Og frivilligt arbejde kan være båret af en ildhu og idérigdom, der kan gøre en stor forskel. På den anden side kan man ikke forpligte frivillige på samme måde som offentligt ansatte, og det kan være sværere at garantere en ensartet dækning for alle. De frivillige skal derfor snarere supplere end erstatte det offentliges aktiviteter.

Samproduktion mellem borgere og det offentlige er ikke nogen nem øvelse. De foreløbige erfaringer fra Big Society i Storbritannien viser, at det særligt værdifulde i det frivillige arbejde risikerer at blive kvalt, når man forsøger at styre det, sætte det i system, måle på resultaterne og medtænke det i de offentlige leverancer.

AKF har igangsat en række forskningsaktiviteter på området, og vil i de kommende år følge udviklingen i ind- og udland. De indhøstede erfaringer kan danne et godt grundlag for at oversætte Big Society til dansk.

Læs hele AKF Nyt nr. 4, 2011 her