Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Tykke børn med selvtil...

Tykke børn med selvtillid kan bedre tabe sig

Overvægtige børn og unge taber sig nemmere, når de får styrket deres selvtillid, selvværd og trivsel. Et projekt i Vejen Kommune har givet overvægtige børn og unge et skub i den rigtige retning. Det viser en evaluering, som AKF har gennemført.

1. februar 2012

Overvægtige børn og unge i Vejen Kommune har været på kreativt madværksted, dyrket sport og fået samtaler om sig selv og deres overvægt. Alt sammen som et led i kommunens projekt ”Du bestemmer – vægten indeni”, som skal få dem til at leve sundere og tabe sig.

Efter projektet er størstedelen af børnene begyndt at dyrke motion eller at spise mere sundt, men endnu har projektet ikke ført til nogen særlige vægttab. Det viser en evaluering af projektet, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har foretaget.

- Målet har været, at de børn og unge, der deltog i projektet, skulle få mere selvværd og selvtillid og dermed blive bedre i stand til at leve sundt og tabe sig. Kun de færreste af deltagerne har tabt sig under kursusforløbet. Men meget tyder på, at projektet har givet de overvægtige børn et skub i den rigtige retning, siger docent i AKF, Eigil Boll Hansen, som står bag evalueringen.

Vægten bestemmes indeni

Projektet har været et tilbud til overvægtige børn og unge i 5.-10. klasse i Vejen Kommune. Projektet har bestået af fire kursusforløb med i alt 75 børn og unge fra 2009 til 2011. Børnene har deltaget i weekendkurser, hvor de bl.a. har lært at lave sund mad og har prøvet kræfter med forskellige former for idræt. De har også fået samtaler i grupper og enkeltvis, hvilket skulle hjælpe dem til at finde ud af, hvad de selv kan gøre for at tabe sig.

- AKF’s evaluering viser, at børnene generelt har været glade for at være med i projektet. Mange af dem siger, at de – og deres familie – har fået bedre kostvaner, og at de tænker mere over, hvad de spiser. Mange er desuden begyndt at dyrke en eller anden form for idræt. Nogle af børnene nævner også, at de har fået det bedre med deres venner. De fleste har det dog stadig skidt med deres vægt, fordi de stadig synes, at de vejer for meget, siger Eigil Boll Hansen fra AKF.

Forældrene er afgørende

Forældrene er blevet inddraget undervejs i form af nogle særlige forældreaftener. 85 procent af deltagerne har været 11-13 år, og derfor har det været særlig vigtigt at inddrage forældrene. 

- Forældrene har stor indflydelse på børnenes hverdag og kostvaner i denne aldersgruppe. Det er derfor vigtigt, at forældrene forstår, hvilke udfordringer deres barn står overfor, og hvordan de bedst kan hjælpe deres barn, siger Eigil Boll Hansen fra AKF.

Yderligere oplysninger:

Eigil Boll Hansen, docent i AKF: ebh@akf.dk, tlf. 4333 3457, mobil: 2982 8772

Sille Christine Kloppenborg, sundhedskonsulent i Vejen Kommune, Sundhed & Familie, sck@vejenkom.dk, tlf. 7996 6473, mobil 3035 7493.

Læs rapporten:

Eigil Boll Hansen (2012): Du bestemmer - vægten indeni - Ekstern evaluering af projekt i Vejen Kommune

Seneste nyheder fra AKF

  • Print
  • Videresend